Ironman Copenhagen 2016

Eller “Hvordan man fejler på en Ironman, men får en god oplevelse alligevel.”

TL;DR: Kørte Ironman Copenhagen med målet om at komme under 10 timer.

  • Svømning: 3,8 km på 01:00:47, 1:34/100m, solid PR!
  • T1: 3:57
  • Cykling: 180,2 km på 5:05:23, 35,41 km/t, PR!
  • T2: 2:51
  • Løb: 42,2 km på 4:50:15, 6:53/km, og i det mindste ikke længere end cykeltiden…

Jeg kom i mål i 11:03:13. Skod løbetur. Fed totaloplevelse.

Endelig i mål i 11:03:13

Den fulde version af historien:

Efter et par forsøg på at køre Ironman igen efter 16 års pause i Roth i 2013 og 2014 tog jeg “fri” fra ironman sidste år, og gjorde et vellykket forsøg på at blive hurtigere på ½ ironman distancen og kørte 4:46:34 i Aalborg. Efter den gamle tommelfingerregel om at 2 × ½ ironman tid + 40 minutter er ens ironman tid var det jo faktisk lovende for endelig at køre sub-10.

Så det var det jeg prøvede på i søndags.

Træningen var gået godt, og jeg havde fået løbet nogle gevaldigt gode lange ture, og været sådan nogen lunde godt kørende på cyklen, inklusive et par ture over 200 km, hvilket jeg aldrig har gjort før. Og svømningen var som den nu har været de seneste år, god.

I dagene op til var alt gået rigtig godt og afslappet, og jeg følte mig godt tilpas, samtidig med at jeg også havde den uro og nervøsitet der betyder det er noget jeg vil, og som er vigtigt for mig. Det er altid et godt tegn.

Det mest stressfulde moment var bare at få styr på alt til cykel check-in dagen før, der skulle både cykel og løbeposerne checkes ind, så alt blev lagt frem og gennemgået og pakket ned, kigget efter en ekstra gang, taget ud og checket og lagt i posen igen, lige ind til jeg besluttede at det måtte være nok, og så tog jeg afsted ud til Amager Strandpark og checkede det hele ind uden problemer.

Næsten alt klar til check-in, på nær våddragt og svømmeudstyr

Før start stod jeg op 03:30 og drak kaffe. Himmelsk dejlig kaffe, efter 10 dage uden koffein. Jeg spiste spiste den rituelle powergrød og rullede lige ryggen lidt på min foam roller og samlede de sidste ting samme og triplecheckede lige det hele en gang til. Alt OK.

Lis kørte mig så ud til start, hvor det selvfølgelig var lidt svært at finde parkering, og jeg gik ind i T1 og stillede de sidste ting op, checkede dæktryk på begge hjul (man checker rigtig mange ting før en ironman) og pakkede de ting jeg ikke skulle bruge i Ironman Copenhagen tasken og gav Lis den, så hun kunne komme hjem og sove lidt mere, men først efter vi lige havde stået og snakket lidt og kysset farvel ind til løbeturen hvor vi ville ses igen.

Jeg varmede op ved at løbe lidt frem og tilbage i T1, og samtidig øve turen fra skifteteltet til min cykel. Egentlig havde jeg en plan om at komme i vandet og lige få et par hundrede meter dér, men det kunne man kun på Øresundssiden, modsat lagunen hvor svømningen skulle foregå, man måtte det, og jeg fandt aldrig ud af hvordan jeg kom gennem hegnet og der ud, så det blev bare til løb.

Under hele opvarmningen øvede jeg mig i “outward consciousness” meditation, at fokusere udad i stedet for indad, mærke omgivelserne og være i dem. Det virkede super godt. Ingen nervøsitet, ingen negative tanker, faktisk meget få tanker, og bare en dejlig fornemmelse.

Lidt inden starten blev alle bedt om at stille sig op og selv-seede svømmestarten efter forventet svømetid. Der var skiltet for hvert 10-minutters segment, og jeg stillede mig lige ved 1:00 skilleinien, for det var det jeg regnede med.

Omkring 10 minutter før start rykkede alle så frem og stod ret pakkede og klar, og, for mit vedkommende, med perfekt udsyn til proffernes start. 07:05 begyndte de så at sende age groupers afsted, 6 ad gangen hvert 5 sekund, og jeg tog en gel og drak lidt vand til.

Svømningen var super god for mig, og det betød intet at jeg ikke havde været i vandet på forhånd. Vandtemperaturen var 17ºC, og jeg fandt det meget behageligt i våddragten.

Da alle var spredt godt ud, men alligevel svømmede nogenlunde samme fart, var det en utroligt behagelig svømning. Og lagunen i Amager Strandpark er virkelig dejlig at svømme i, man kunne altid se bunden, og havde en god fornemmelse af at man bevægede sig fremad.

Da jeg kom op af vandet og kiggede på uret så jeg at tiden var stoppet, så jeg trykkede hurtigt start, og var klar over at de 53 minutter og et eller andet der stod på displayet, ikke var den sande tid. Så jeg havde ingen anelse om hvad tiden blev, men den blev 1:00:47. Rigtig godt, for jeg havde det super godt, og følte mig ikke på nogen måde mærket af turen.

T1 var indrettet så man skulle finde sin bike bag hvor cykelhjelmen skulle ligge i, og så ind i skifteteltet. I posen skulle hjelmen ligge, jeg ville ellers normalt lægge den klar på cykelstyret, lige som jeg altid har skoene siddende på cyklen og holdt på plads med elastikker, og jeg havde så også al min energi i form af gel til cykelturen.

Jeg kom meget nemt og hurtigt ud af våddragten, i cykelhjelmen, og fik smidt gel i lommerne og løb så hen til cyklen, som jeg fandt super nemt, jeg havde jo løbet turen mindst 5 gange i opvarmningen.

Men hvad var nu det, ingen puls? Nej, ingen puls på cykelcomputeren. Nå, det var der ikke noget at gøre ved, jeg måtte videre. Det blev senere klart at mit pulsbælte var dødt under svømningen.

Afsted, ud mod mount line og cykelruten.

Cyklingen kom godt i gang, jeg var hurtigt i skoene, og da jeg spændte dem husker jeg at jeg tænkte “så, nu er det nu, bare cykle, første komplicerede del overstået.”

Turen gik gennem København og op ad Strandvejen nordpå i en let medvind, og oppe i nordsjælland skulle der så køres 2 omgange inden det så var samme vej hjem og stille cyklen på Havnegade.

Alle veje var afspærret i rutens retning, så der var der mindst en vognbane til rådighed. Specielt lækkert inde i byen og på de store veje.

Temperaturen var utroligt komfortabel, og cyklen rullede perfekt nordpå op ad Strandvejen, med en let tåge der gav det hele en dæmpet rolig stemning.

Efter at være drejet ind i landet fra Strandvejen var der en del af ruten der var på meget små veje, ind imellem med en kombination af dårlig asfalt (som virkelig mærkes med 10 bar i ringene), masser af sving og konstante mikrobakker. De veje kunne jeg slet ikke lide, de var umulige at finde en rytme på.

Men det blev overstået, og det gik videre på en flersporet vej hvor der var en hel bane afspærret til løbet, og det var bare lækkert at cruise afsted med god fart, frem mod Geels bakke, som altså ikke er mere bakke end at jeg kørte op ad den på den store klinge og det 3.-største tandhjul på 11-28T kassetten. Det gav mig også mulighed for at stå op lidt tid og bruge nogle andre muskler.

Efter Geels bakke var der mere af samme store vej, inden man så ramte Strandvejen igen til anden runde.

På anden runde fik jeg lidt krise, min mave ville ikke helt absorbere alt det dejlige sukker jeg forsøgte at få ned. Jeg holdt lidt pause fra sukkeret og drak lidt mindre vand, for jeg skulle nemlig også tisse ret meget.

Næste projekt på turen blev så at få tisset, uden at stoppe. Og det er faktisk ret svært for mig, men efter nogle forsøg lykkedes det, sådan nogenlunde. Jeg fik ikke tømt blæren helt, men det lettede virkelig. Jeg tissede to gange mere på turen, sidste, og helt klart bedste gang var på vej ned ad bakken lige før den sidste tur op over Geels bakke. Og bedst som jeg stod der på cyklen, med urin løbende ned ad benene, kom en bil med Birgitte fra klubben hængende ud af vinduet mens hun råbte “Det ser godt ud Morten!” … ja, okay. Hvis man er til den slags. Men hun havde nok ikke set det.

Det var ret sjovt.

I slutningen af cykelturen

Der var ikke ret meget drafting på turen, men der var kun dommere ude på ruten i starten. En af dem gav mig en kæmpe thumbs up da han trillede forbi mens jeg blev overhalet fordi jeg meget tydeligt satte mig op og lod mig falde bagud med det samme. Det virker godt, hellere guleroden end pisken.

Men når det er sagt havde jeg meget, meget gerne set en dommer svinge pisken rigtig meget omkring 120 km, hvor dommerne for længst var væk, for da kom der en hurtig russer på en Pinarello Bolide forbi, og lige i hans baghjul kom de som perler på en snor, 7-8 mand, alle inden for 5 m, konstant. Jeg havde udsigt til dem i mere end 5 minutter, nemlig. Røvhuller. De havde sikkert regnet med at jeg bare var hoppet på toget, for de tøvede en efter en med at overhale, ind til de kunne se at jeg stort set var holdt op med at træde for at falde 12 m bagud. Sådan en flok spader. De burde have været diskvalificeret.

Nå, men jeg kom 2. runde rundt, og kom ind på turen tilbage mod København og samme rute tilbage gennem byen. Da jeg nærmede mig skiftezonen tog jeg fødderne ud af skoene og trådte oven på dem de sidste 50 m, og hoppede af cyklen og gav den til hjælperen er stod klar og løb videre.

T2 var meget som T1; find posen, og denne gang havde jeg ikke selv hængt den op, så det var lidt sværere, og så ind i teltet og skifte.

Jeg fik hurtigt hjelmen af og hevet løbegrejet frem. Begyndte med at tage strømper og sko på, kasket, solbriller, og til sidst nummerbæltet. Tilbage var der bare at smide hjelmen i posen sammen med de gel flasker jeg havde brugt på cykelturen, og så løbe afsted og droppe posen af i containeren. Og fordi jeg var en af de første med nummer mellem 1700 og 1800 var den stort set tom, så min hjelm landede med et ordentligt klonk i bunden. Det var ikke så rart. Det ville være en god ide med en skumgummimadras i bunden, eller noget andet blødt, til at skåne hjelmene.

Løbet var på 4 runder langs med havnen. Ud af T2 skulle man til højre og en tur ind forbi mål ved Christiansborg, ned omkring Kalvebod brygge, og så op nordpå til Langelinie og så tilbage igen. Meget tilskuervenligt.

Som jeg løb ud på ruten vidste jeg at det var nu det gjaldt. Svømningen og cyklingen er bare et præludie, det hele står og falder med hvor godt man løber.

Jeg skiftede uret over på den skærm hvor jeg kunne se gennemsnitsfart, tid, distance og kadence og fandt bare ind i noget der føltes som en nem rytme. Efter et par hundrede meter kiggede jeg ned, og der stod 4:50/km pace! Alt for hurtigt, slap af, løb 5:10/km. Så det gjorde jeg så, efter lidt tid.

Det er af en eller anden sær grund bare altid nemt at løbe hurtigt helt i starten. Noget med at have siddet så længe på cyklen og så endelig blive rettet ud, tror jeg.

Efter et par km var det nemt at holde farten.

Efter 5-6 km kunne jeg mærke enden var nær. Ikke at jeg slet ikke kunne gennemføre, men det var klart at jeg ikke havde nogen chance for at holde 5:10 pace. Det var virkelig hårdt at gå fra at føle det var nemt at løbe 5:10/km, til at det var umuligt at holde noget som helst under 6:00/km. Jeg gik kortvarigt omkring 6-7 km mærket, og jeg tror det var der det blev 100% klart for mig at det ville blive damage control resten af vejen. Jeg kom igennem 1. omgang på lidt over 57 minutter, 2. omgang lå lige under 1:05, og så 1:23 & 1:25 for de to sidste omgange. Latterligt dårligt pacet.

På 3. omgang begyndte jeg at finde mig selv igen, og brugte mere bevidst outward consciousness, og eksperimenterede med nogle andre teknikker, som jeg nok vil skrive en blog post mere om, for det var ret interessant. Jeg lavede en regel om at alle hænder der blev rakt ud for en high five fik et klask, nød synet af alle de lækre damer der var ude at kigge på osv. Alt hvad der fokuserede ud i stedet for ind, for jeg var jo midt i noget jeg opfatter som en stor begivenhed, og i en priviligeret position. For at være triathlet og have muligheden og resurserne til at gennemføre en Ironman er at være priviligeret, og det er jeg taknemmelig for.

Jeg fik det også bedre af at gå over til lidt mere fast føde, TUC saltkiks, High5 Energy Bars og vand, nu hvor intensiteten var faldet så meget.

På sidste omgang fandt jeg et luntetrav jeg kunne holde ret konstant, og kom hjem på det.

De sidste par km var gode, det var snart slut, og jeg ville fejre så meget som muligt at komme i mål efter så meget kamp og læring, og det gjorde jeg, og hørte mit navn og ordene “you are an Ironman!”

Ja. Det er jeg. Selv om det tog 11:03:13, godt en time mere end planlagt.

I mål stod selveste Uffe Elbæk og gav mig min medalje om halsen. Det var fedt.

Jeg fik et sølvfolie tæppe om mig og stavrede lidt rundt og kiggede efter et roligt sted at sætte mig ned og falde ned. Jeg fandt et sted lige ud for lægeteltet og satte mig ned, fik en mild udgave af den for mig traditionelle tudetur efter en ironman, og stenede lidt. En læge der stod ved indgangen til lægeteltet spurgte mig om jeg var OK, og det sagde jeg ja til. Hun så lidt bekymret på mig, men det var der nu ingen grund til, fysisk var jeg ret OK, alt taget i betragtning.

Efter lidt tid vraltede jeg hen i Athletes Garden og fik noget pizza, forsøgte at være lidt social med Mads, Keld og Sebastian fra klubben, men jeg orkede ikke rigtig, og endte med bare at sidde for mig selv og spise lidt pizza. Det var rart.

Jeg gik lige ud og sagde farvel til min søster og nevø da de skulle videre, og så var det bare at komme i et hurtigt bad og få rent tøj på, få graveret tiden på medaljen og finde Lis der sad og så det Danske hold vinde OL finalen i håndbold på hendes telefon.

Sikke en god dag.