Holstebro Triathlon 2016

I Randers Freja har Holstebro Triathlon nærmest status af klubverdensmesterskab, og vi havde 60 ud af 250 tilmeldte.

Distancen var, som altid, den klassiske ⅙ Ironman, 650 m svømning, 30 km cykling og 7 km løb.

Selv har jeg kørt løbet hvert år det sidste par år, og i år skulle da ikke være anderledes, bortset fra at det blev det første løb i år. Normalt er jeg startet noget tidligere.

Dagen inden havde jeg haft et virkelig seriøst asthma anfald på en cykeltur, noget jeg er begyndt at døje med igen, efter snart 10 år uden medicin for det, så det var med nogen bekymring jeg tog afsted.

Straks jeg ankom, efter lidt besvær med at finde en parkeringsplads, checkede jeg ind og fik udleveret mit løbsnummer, og gik så tilbage til bilen og hentede cykel og alt det andet habengut jeg skulle bruge, og begyndte at stille op. Skiftezonen og ruten var den samme som de tidligere år, så race briefingen indeholdt ikke rigtig noget nyt for mig.

Jeg skulle starte i 4. heat kl. 12:10, og jeg vidste at jeg havde brug for en lang rolig opvarmning for at minimere risikoen for asthma, så jeg beregnede 20 minutter til at løbe lidt rundt med et par accellerationer til sidst, og så ind og være klar i svømmehallen til start i hvert fald 20 minutter før start, og få så meget svømmeopvarmning med som muligt. Da jeg nåede ind i svømmehallen var 3. heat lige startet, og der var nogen tid inden svømmeinstruktionen, så jeg hoppede i det lille varmtvandsbassin og svømmede lidt der. Der var kun lige 4 tag per længde, så det var ikke lige det fedeste sted at varme op, men det var det der var.

De sidste instruktioner inden svømmestarten blev givet så det kun var halvdelen af de ventende der hørte det, og var ovre næsten inden jeg opdagede den var startet, så jeg hørte intet af hvad der blev sagt. Men jeg gik med de andre hen og fandt en bane at svømme i, sammen med min gode klubkammerat Anders Oll, som er lige lidt hurtigere i svømning end jeg er. Vi nåede lige at få 100 m regulær opvarmningssvømning inden vi fik at vide at nu skulle vi til at være klar. Det viste sig der var en der regnede med at svømme 1:21 pace i vores bane, så han fik lov at svømme først, og så Anders, jeg selv, og så resten, og så var vi klar. Jeg var i hvert fald, lige præcis den rette balance mellem roligt fokus og nervøs energi, og med en virkelig god opvarmning bag mig.

Helt perfekt.

Svømningen

“Et minut” blev der sagt, og så efter noget der føltes som 20 sekunder begyndte de at tælle ned “… 5, 4, 3, 2, 1, NU!” og jeg kom perfekt ind på fødderne af Anders og havde det faktisk ret let hele resten af svømningen. Anders sætter knap så kraftigt af som jeg gør i vendingerne, så jeg måtte holde lidt igen. Såmtidig var tempoet højt nok til at det ikke kunne svare sig at overhale for mig, så svømningen var bare nem, i forhold til hvad jeg havde regnet med.

Efter 10½ minut var jeg oppe af vandet, lige efter Anders, og løb ud af svømmehallen og hen mod cyklen mens jeg tog badehætte, svømmebriller og ørepropper af.

Cyklingen

Henne ved cyklen smed jeg svømmetingene fra mig og tog hjelmen på i en fart og så afsted ud af skiftezonen og op på cyklen.

Som sædvanlig havde jeg skoene fastmonteret på cyklen og holdt i den rette stilling med elastikker, så det var nemt at træde an oven på skoene. Til gengæld er ud-hjem ruten i Holstebro lidt kroget i starten og slutningen, så det tog lidt længere end normalt at komme i skoene, men ikke noget problematisk.

Jeg fandt meget hurtigt et godt tråd og fik pulsen helt under kontrol, og så var det bare at holde kæden stram hele vejen. Hvilket jo altid er lettere sagt end gjort.

I starten var der lidt overhalinger for lige at finde på plads, men så gik det ellers fint derudaf resten af vejen. Ved 10-12 km kom der er lille gruppe forbi af meget hurtige folk, de var umulige at følge for mig, så jeg holdt bare mit tempo og lod dem køre deres. Og jeg vil lige understrege at der på intet tidspunkt blev draftet af nogen jeg så, den gruppe jeg taler om lå med mindst 15-20 m imellem, så der var ikke noget urent trav på noget tidspunkt.

Jeg fik disponeret rimeligt godt, for da der var 3-4 km tilbage var jeg derhenne hvor jeg glædede mig til det var ovre. Den sidste del ind igennem byen er lidt teknisk igen, så jeg koncentrerede mig om at navigere gennem svingene på betryggende vis, og med et par hundrede meter igen hev jeg fødderne ud af skoene, og trådte ovenpå dem. Lige før skiftezonen svingede jeg højre ben over sadlen og så frem foran venstre ben og sprang af cyklen i løb og fandt min plads og stillede cyklen fra mig. En perfekt triathlon afstigning.

Løbet

Af med hjelmen, på med nummerbælte, solbriller og sko, og så afsted.

Det var fedt at komme i gang med løbeturen, og jeg havde en god fornemmelse i kroppen og en god fornemmelse for kroppen. “Bike for show, run for dough” som man siger — det er på løbet det virkelige slag står.

Løberuten i Holstebro er præcis som cykelruten, ud-hjem, med den første og sidste del inde i byen med lidt sving på. Ude på den sti som det meste af løberuten fulgte var det bare at give den gas. Jeg fandt hurtigt at godt tempo med næsten perfekt balance og rytme mellem skridt og åndedræt. Jeg glædede mig over at jeg på intet tidspunkt i løbet af dagen havde mærket noget til min asthma, jeg havde bare kunnet køre i bund hele tiden, og der var intet der tydede på at det ville ændre sig nu, så sent i løbet.

Jeg overhalede nogen, og blev selv overhalet af nogen andre, fumlede lige en anelse med at lyne tridragten op i ryggen, og mødte en masse klubkammerater på turen. Dejligt at se så mange i de blå-hvide farver.

Omkring 2½ km kom min klubkammerat Frank Friis forbi. Øv! Men jeg kan bare ikke følge med ham, men jeg kunne bruge ham som fixpunkt ude foran og prøve at have ham inden for visuel rækkevidde så længe som muligt. Og det lykkedes faktisk ret godt et par km, og det gav mig en hel del ekstra fart at have Frank at holde fast i.

Til sidst var det bare ind igennem de krogede gader og til mål. Jeg var godt stegt, og glædede mig til mål. I modsætning til sidste år var jeg langt fra alle andre, så ingen grund til slutspurt. Jeg havde bemærket at uret sagde 15:29 ude ved vendepunktet, og 100 m før mål kiggede jeg igen og så at der stod lige over 30 minutter.

I mål!

Et godt solidt negativt split på løbet, godt og vel 20 sekunder hurtigere på hjemturen end på udturen. Og helt færdig. Lige præcis som det skulle være.

Resultater

Samlet set blev jeg nummer 11 ud af 79 i M40+ klassen i tiden 1:34:17, præcis 10 minutter langsommere end vinderen i M40+.

Langsom men afslappet svømning på et 1:37/100m pace, 36 km/t i snit på cyklen, og 4:22/km på løbet. Du kan nørde igennem på Garmin Connect med alle data, hvis du har den slags tendenser.

Jeg er rigtig godt tilfreds, jeg kørte virkelig godt, og havde det bedst disponerede mest solide løb i et triathlon nogen sinde. Det er en rigtig god ting at kunne tage med sig.

Samtidig er cyklingen ved at virke godt for mig.

Da jeg for et par måneder siden kørte på min triathlon racer for første gang siden sidste sæson, fik jeg et kæmpe shock, jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde på triathlonstyret mere en 2 minutter ad gangen. Det gik op for mig at jeg tidligere vintre har brugt Zipp’en på turbotræneren hele vinteren og derfor været vant til triathlonstyret, men i denne vinter har jeg brugt spinning cykler i motionscenteret ude på arbejdet, sådan nogle rare nogen med ANT+ powermeter indbygget, men en helt anden kørestilling, og ikke noget triathlonstyr.

Men i Holstebro kørte jeg næsten uden at være nødt til at tage pauser fra triathlonstyret hele vejen. Der er stadig nogen vej op til at køre 5 timer komfortablet på det, men det kommer. Jeg er i hvert fald fortrøstningsfuld.

Det, og så at foråret tilsyneladende endelig er slået igennem, og der er sol og varme, sådan helt rigtigt ægte og forårsagtigt. Det er simpelthen bare så dejligt.

Det bliver bare fedt. Alt sammen.