Aalborg DM ½ Jernmand 2015

Sæsonens store mål var dette ræs, DM på ½ Jernmand distancen i Aalborg den 16. august.

Det var en lidt mere hektisk weekend end godt er, med børn og min mosters 75-års fødsesldagsfest om lørdagen, så planen blev at jeg tog alene afsted til Aalborg, så ungerne kunne have en rolig dag hjemme med Lis, det ville alligevel bare være kedeligt for dem det meste af tiden hvis de skulle have været med, og der er alligevel ikke plads i bilen når jeg har cykel med.

Men det gik meget godt med fødselsdagen, vi var hjemme til aftensmadstid, og jeg fik sovet så godt som jeg nu kunne når jeg skulle op kl. 05:00. Jeg kom op og fik morgenmad og afsted, bilen var 90% pakket fra om aftenen, så det var så nemt det kunne være, og turen til Aalborg tog lige under en time, og jeg fandt en god parkeringsplads ret tæt på, fik samlet cyklen og traskede så hen mod stævnepladsen med mit grej.

Vejret havde været ret vådt op til, men som ugen skred frem gik vejrudsigten fra regn med regn på til overskyet med chance for lidt sol ud på dagen og omkring 20ºC. Og det kom til at holde stik.

Indcheck og opstilling af cykel er efterhånden ren rutine nu, med 6 konkurrencer bag mig i år. Det er noget seriøs løbsrutine, og det er en god ting, for det fjerner en masse stress.

Efter at have stillet alt op var det bare at komme i våddragten og få afleveret min taske med tøj. Og det var jeg lidt for hurtig til, jeg glemte nemlig lige badehætte, ørepropper og svømmebriller i første omgang, så jeg måtte have fat i tasken igen og have finde i tingene.

Cyklen i T1, klar til fart

Efter at have hørt racebriefingen færdig mens jeg tog våddragten på begyndte jeg turen hen mod svømmestart, en tur på 8-10 minutter.

Vejret var gråt og vandet var lidt kedeligt at se på. Det plejer at være azurblåt i solskin, da det er en gammel kalk-grav. Men temperaturen var behagelig, og jeg havde masser af tid til at komme stille og roligt i vandet og få varmet op. Startlinien lå 150 m fra der hvor man kom i vandet, så jeg svømmede ud til startlinien og kiggede lidt på sigtelinierne til bøjerne og tog det første par hundrede meter af turen som opvarmning, og så var det tid at komme på land igen og svinge lidt med armene inden det var min tur til at starte kl. 09:10 i 2. heat.

Men jeg stod og ventede begyndte det at regne temmelig kraftigt, og det blev ved ind til lige før start. Så der var garanti for godt våde vej at cykle på.

Svømmeruten var lidt kompliceret med mange sving. Instruktionen var de gule bøjer på venstre side, røde på højre, og jeg bed mærke i at det var 2 gule, 1 rød, 2 gule, 2 røde og så ind til 1 gul og exit.

Jeg fik placeret mig til starten, og var helt rolig og afslappet. Der blev talt ned og starten gik, og det var problemfrit den første halvdel af turen, havde endda nogle gode fødder at ligge på en hel del af vejen, så det var rigtig rart. Efter 5. bøje, en af de gule, skulle jeg så finde en rød at sigte imod, og det gik meget fint. Godt nok syntes jeg alle de trak enormt langt mod højre i betragtning af at den rød bøje jo var lige dér fremme — hmmm, måske jeg var galt på den. Efter at have tænkt sådan lidt tid besluttede jeg at stoppe op og kigge mig ordentligt omkring og finde ud af hvad der skete, for det var jo nok mig der var galt på den når jeg som den eneste svømmede den vej. Og ganske rigtig, den bøje jeg havde fået øje på var den jeg allerede havde været omkring kort forinden, det var den falske bøje, den rigtige var meget længere væk, og det var den alle andre var på vej hen imod. Så der svømmede jeg også hen.

Selv med min lille variation af svømmeruten kom jeg op af vandet som nr. 5 i min aldersgruppe i tiden 29:25, og det er jeg meget godt tilfreds med.

Lige efter afslutningen af svømingen

Skiftet til cyklingen gik som det plejer, nemt og hurtigt, der var bare lige lidt vand i hjelmen jeg måtte hælde ud inden jeg tog den på. Jeg kom på cyklen og op i fart, og fik ret hurtigt lirket fødderne i skoene, og så var det bare at cruise de 90 km.

Jeg havde valgt at køre med egen forplejning hele vejen, og det passer lige med at jeg kan have de 3 flasker jeg har brug for på cyklen, så det var så ligetil som det kunne blive.

De første 30 km kørte jeg forbi mange fra heat 1 der var startet 10 minutter tidligere, men det var nemt nok, der var god plads og praktisk talt ingen biltrafik på vejene.

Cykelruten var 2 omgange på meget små veje. Det var en dejlig tur, men på grund af de små veje med mange sving var det desorienterende at køre. Men afmærkningen, afspærring, officials og hjemmeværnet gjorde et virkelig godt stykke arbejde. Alligevel kom jeg til at køre 10 m for langt et af de steder hvor vi blev ledt ind på cykelsti, men det var nu en kombination af meget trafik der skulle holdes tilbage, og så min egen manglende årvågenhed. Der var 2 steder med cykelsti hvor der var overhalingsforbud, og mit mareridt var at blive fanget bag en eller anden der kun kørte 25 km/t de steder, men der var ingen problemer for mig.

Med de våde veje var der også mange punkteringer, og jeg så rigtig mange stå i vejkanten og fixe punkteringer, selv Camilla Pedersen så jeg stå og være punkteret for 2. gang, så hun måtte udgå. Men jeg slap, og det var jeg ret glad for.

Cyklingen blev overstået på 2:32:59, og jeg lå på det tidspunkt som nr. 7 i min aldersgruppe.

Skiftet til løb gik igen komplet udramatisk, jeg smed hjelmen, tog solbriller og løbesko på, og så afsted.

Jeg følte mig godt løbende, og havde også haft et af de bedste løbepas for hele året et par dage inden, så jeg vidste jeg havde god form.

Løbeturen var en 10,5 km ud hjem rute der skulle løbes 2 gange, dog var der lidt forskel i ud- og hjemturen på den del der lå tættest på stævnecentrum. Men det var en dejlig rute, og solen var begyndt at titte lidt frem, så jeg løb godt til, og følte mig stærk.

Den gode fornemmelse og fart holdt ind til omkring 9 km,der kom jeg lidt i krise. Jeg havde lige set Coach Phil ude ved vendepunktet hvor han havde spurgt om jeg havde styr på det, og det havde jeg totalt på det tidspunkt, men lidt senere knapt så meget.

Det var ikke fordi jeg gik helt ned, faktisk ikke mere end 10-12 sekunder/km, men jeg kunne mærke det, og fra at have følt overskud var det bare en kamp resten af vejen. Sådan som det jo også skal være, men jeg havde nu i starten af løbeturen følt at den kamp ville have givet en lidt hurtigere tid.

Men det er nok alt sammen en konsekvens af dårlig træning i vinter, jeg har bare ikke den solide base der skal til for at kunne holde det høje tempo, jeg startede næsten fra scratch i februar, og det er alt for sent. Det bliver bedre næste år.

På løbeturen

Jeg endte med at løbe 1:40:49 for de 21,1 km og komme ind i en placering som nr. 8 i min aldersgruppe.

Samlet tid blev 4:46:34, og jeg havde inden løbet tænkt at 4:45 ville være helt OK, og 4:40 ville være drømmeresultatet. Men 4:46 er tæt nok på til at være godkendt.

Efter at have sundet mig lidt stavrede jeg hen i bad, fik kompressionstights på og fik noget mad; salat, kød og brød med cola til. Det var gode sager.

Det var også enormt hyggeligt at kunne gå rundt og se så mange kendte ansigter fra klubben og nogle jeg kendte fra trænerkurser.

Phil og Josh fra MSI Pro Tri teamet fik jeg også lige snakket kort med, Josh var blevet nr. 3 i et løb der var ren træning for ham. Det bliver spændende at se hvad han kan gøre til RONMAN 70.3 World Championship, der er nok en pænt meget hårdere felt.

Jeg havde 2 børn derhjemme jeg følte jeg havde forsømt lidt hele weekenden med forberedelser og konkurrencen, så jeg kørte ret tidligt hjem og havde lidt aften med ungerne inden de skulle puttes, og det var rigtig dejligt. En god afslutning på en udbytterig dag.

Jeg må i øvrigt rose arrangørerne af stævnet, alt klappede bare, der var virkelig ikke noget der kunne have været gjort ret meget bedre. Måske lige bortset fra vejret, men det kan man ikke klandre arrangørerne for. Selv km-mærkerne på cykelruten stod helt præcist. Det tror jeg aldrig nogen sinde jeg har oplevet før. Jeg kan kun anbefale alle at køre triathlon i Aalborg.