Fredericia DM 2015

I lørdags kørte jeg DM i Fredericia på distancen 1500-40-10, og det var samtidig den fjerde afdeling af Danske Invest DM Tri Serien.

I starten af de 10 km løbetur

Jeg var ikke umiddelbart helt vildt tændt på at køre ræs, for det var en del af en hård træningsuge, ingen form for nedtrapning eller noget, da prioriteten er at toppe til DM på ½ Jernmand i Aalborg om 2 uger. Så jeg var træt, lige efter planen.

Der var afgang hjemmefra lidt over 7, så jeg var fremme cirka en halv time inden checkin lukkede kl. 09:15, så der var ikke god tid, sådan som jeg plejer at ville have det. Men jeg fik checket ind og stillet an i skiftezonen, og var klar 5 minutter inden skiftezonen lukkede. Pyha.

Der var en hyggelig atmosfære i området, og det var dejligt at møde flere af mine klubkammerater fra Randers Freja Triathlon.

Hele løbet foregik samme sted som jeg havde køre EM på Langdistance (Ironman distance) i 1997. Svømmeruten var stort set bare en afkortet version, en del af cykelruten gik ad nogle af de samme veje, og løberutens 4 omgange fulgte præcis den første del af hver af de 4×10,5 km som jeg havde løbet den gang. Det var lidt sjovt at køre der igen.

Racebriefing foregik nede ved vandet og svømmestarten. Der var ikke de store overraskelser der, og jeg stod og tog våddragten på imens. Efter briefingen gik jeg op og stillede min taske i teltet og gik så ned og hoppede i vandet. Påstanden var at vandet var 18ºC, men det føltes godt nok noget koldere. Men vandet var dejligt, himlen blå, og jeg var klar.

Starten skulle være gået kl. 10:10, men da en del startende fra den korte distance kl. 10:00 ikke var igennem svømningen endnu, blev starten udsat nogle minutter. Jeg fandt på plads på start linien og ventede.

Og så gik starten.

Svømmeruten var et meget aflangt rektangel der skulle svømmes 2 gange, parallelt med kysten. Vi svømmede med vinden inde mod kysten og så ud og få bølgerne imod tilbage mod mål, hvor man så skulle en tur op på stranden og løbe 10 m inden man startede på 2. omgang. Det var faktisk første gang jeg prøvede det, så det var meget sjovt. På 2. omgang var det blæst en anelse op i forhold til første, det føltes i hvert fald som om bølgerne var lidt større.

Jeg kom op af vandet i 26:10, og igennem T1 i 2:06 (der var en temmelig stejl sti op ad volden man skulle op ad), og så var det i gang med cykelturen.

Cykelturen var ret nem, bare ud og hjem af de samme veje, og stort set alt var afspærret, så det var en dejligt sikker rute at køre. Der var lidt sving og et par små bakker i den fjerneste ende af ruten, men kun 4 m/s vind og omkring 18ºC, så det var behageligt og hurtigt vejr. Jeg følte mig ikke godt kørende, kun sådan nogenlunde OK. Men jeg kom igennem med 35 km/t i snit, og det var godt nok.

Jeg tog den nok lidt med ro i T2, jeg var ikke 100% i race mode, og det koster lidt tid, så det blev til 1:07 i skiftet.

Ude på løbeturen skulle man bare følge en rød streg. Turen gik allerede efter et par hundrede m op på voldene, og så halvvejs på omgangen skulle man ned igen, igennem en port i volden og ind ad en hovedgade tilbage til stævnepladsen. Fire gange.

Jeg gav den bare fuld gas, for des hurtigere jeg løb, des hurtigere blev jeg færdig. Og jeg trængte til at blive færdig.

På trods af træthed løb jeg 45:52 på turen, og det var ikke den hurtigste rute på grund af de 4 ture op og ned ad voldene, så det er jeg faktisk temmelig godt tilfreds med.

Den samlede tid sagde 2:23:21, nummer 9 ud af 19 i min aldersgruppe. Jens Koefoed vandt min aldersgruppe i tiden 2:02:45, med Thomas og Anders Mortensen på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Anders kørte 2:07:33, så der er da et stykke vej op til 3.-pladsen for mig, og det er altså nogle hårde banditter at skulle slå. Heldigvis slipper jeg for dem næste år når jeg rykker en aldersgruppe op…

Alt i alt en virkelig god dag, og et meget velarrangeret løb, det kan kun anbefales.