Mariagerfjordtri 4-18-4 2015

Jeg tabte til Michael Rothmann, og blev nr. 2 i M40+ klassen. Men jeg vandt troen på at jeg kan vinde, selv om det “kun” er en lille konkurrence med 400 m svømning, 17,87 km cykling og 4,68 km løb (GPS distancer fra min Garmin).

Ifølge de officielle resultater blev jeg nr. 4 af alle, 1:13 efter vinderen, og 0:09 efter vinderen af min aldersgruppe.

Alle M40+ atleter startede i samme heat, så det var meget nemt at vide hvor man lå. Michael lå i banen ved siden af min, så vi kunne ligge og holde øje med hinanden. Svømningen var i et 25 m bassin, og de to andre i min bane var noget langsommere, så omkring 300 m lå jeg og overhalede dem, men det gik fint og kostede mig ikke noget. Jeg havde ladet Michael få 2-3 meter på mig, for tempoet var lige en anelse højt de første 100-200 m.

Min egen tidtagning sagde 6:02 for svømningen, tidtagningsmåtten ved jeg ikke lige hvor lå, men den sagde 6:24, så den må have ligget ude ved skiftezonen.

T1 forløb komplet udramatisk og hurtigt, ingen problemer, og jeg kom i skoene inden det første sving på ruten, så det var perfekt.

Cykelruten er en perfekt simpel ud-hjem rute. De første 3 km er ud igennem Hadsund by, masser af bakker og sving, små bygader og lige efter det første sving, endda en cykel/gangsti tunnel man skal igennem. Det var lidt udfordrende at holde farten oppe.

Ude af byen er det så afsted ud over stepperne i en dejlig kraftig sidevind på 8 m/s vil jeg tro. Den slags gør mig glad, for er der noget min Zipp ramme med pladebaghjul er hurtig i, så er det sidevind. Det er super.

Vendepunktet kom hurtigt, og så var det bare at komme tilbage til Hadsund, og lige få luret hvor langt Michael var efter mig. Der var god afstand, 40-50 sekunder vil jeg tro.

Hjemturen var lidt mere præget af medvind, og i de krogede gader var det nu mest ned ad bakke, så lidt nemmere. Og inden jeg fik set mig om var cykelturen slut, bare lige lidt over 30 minutter.

Igen i T2 forløb skiftet hurtigt og let, og jeg løb ud på løberuten, som var 2 omgange på lidt over en km cykelsti med et vendepunkt i hver ende, det første efter et par hundrede meter og så tilbage forbi skiftezonen og så ud til det andet vendepunkt en lille km i den modsatte retning.

Ved første vendepunkt kunne jeg se at Michael var tæt på, under et minut bedømte jeg det til. Jeg vidste det ville blive tæt, vi havde trods alt begge kørt Holstebro Triathlon 3 dage tidligere, så jeg vidste ret præcist hvor hurtig Michael var, og det nemt nok at finde ud af hvad jeg skulle gøre; fuld gas hele vejen! Jeg var den der blev jagtet.

LØB!

Efter knap 3 km passerede jeg Anders Oll (som også tog billedet ovenfor) der råbte noget med 25 sekunder til mig. Jeg løb så hurtigt jeg overhovedet turde, men alligevel kom Michael op til mig ved sidste vendepunkt og lagde sig ind bag ved mig igennem vendepuktet. Efter vendepunktet lå vi skulder ved skulder og kæmpede om det, men jeg kunne simpelthen ikke hænge på. Jeg holdt kontakten så godt jeg kunne og efter et par hundrede meter, hvor det så ud som om Michael holdt op med at øge, prøvede jeg at lukke hullet, men jeg kunne hurtigt mærke at der ikke var noget at komme efter. Så jeg vil tro afstanden de sidste 200 m var konstant, og vi kom i mål med 9 sekunder imellem os.

Det er en lidt blandet fornemmelse at føre så længe og så miste det i den sidste km, men på den anden side kunne jeg ikke have været hurtigere. Jeg svømmede mega hurtigt, godt hjulpet af at det var et 25 m bassin, cyklede samme hastighed som til Ikast Triathlon, på trods af at ruten var en del sværere, og løb hurtigere end nogen sinde før med 4:10/km i gennemsnit.

Så jeg kan kun være fuldkommen tilfreds med min egen performance, set i forhold til tidligere. Formkurven går den rigtige vej. Jeg ved der er mere at komme efter på cyklen, men indtil videre virker det bare lidt som om mit arbejde med cykelformen bare betyder at jeg svømmer og løber hurtigere. Og det er jo også værd at tage med.

Så alt i alt en fremragende dag, og at rigtig godt arrangeret løb, specielt i betragtning af at det er første gang de afholder det. Jeg oplevede i hvert fald ikke nogen problemer med ruten, officials eller noget andet, så det var bare godt. Selv om jeg da gerne ville have været på “podiet”, når jeg nu fik en 2. plads, men det var kun vinderne der kom op. Men ellers…

På vejen hjem hørte jeg i radioen at der var trafikuheld på E45, så en masse valgte at køre ind igennem Randers for at undgå køen. Jeg valgte at køre i en stor bue nord om Randers for at undgå det, mens jeg spillede Nine Inch Nails rigtig højt.