Ikast Triathlon 2015

I dag kørte jeg den første afdeling af DM Triathlon Serien i Ikast. Distancen var minitri, dvs. 400 m svømning, 18 km cykling og 4 km løb, og det var en fed følelse at få sæsonen skudt i gang.

Jeg havde i dagene op til puklet med at få Zipp’en konkurrenceklar, men det projekt kommer der en hel blog post om særskilt, en eller anden gang. Men det havde givet en hel del stress, må jeg sige.

Jeg ankom i rimeligt god tid omkring kl. 08:30, så med start kl. 11:20 var der god tid.

Svømningen foregik i Ikast Svømmecenter på 25 m bane, og vi var kun 3 i min bane. Den ene svømmede “ned i nærheden af 5 minutter” sagde han, jeg satsede på “6:30 til 6:40”, og den sidste sagde han var meget langsommere, så det var nemt nok at finde ud af hvordan vi skulle lægge os. Jeg havde tid til at svømme 300-350 m opvarmning inden starten, så det var rart. Lidt mere havde været bedre, men sådan er betingelserne nu en gang.

Et minut inden starten gik, stoppede musikken og lyden af langsomme hjerteslag tog over, og de sidste 10 sekunder blev der talt ned.

Starten gik, og jeg fik måske lagt en anelse hårdt ud, men ikke meget. Lidt til min overraskelse sagde uret 6:18 da jeg kiggede ned på det mens jeg kravlede op og smed badehætten inden jeg løb ud til cyklen.

Det var ikke en specielt varm dag, selv om der var høj sol var det kun 10-11ºC med 4 m/s vind, så jeg havde egentlig lagt armvarmere klar til at supplere min Alé Olympic tridragt med, men besluttede ikke at bruge dem. Jeg måtte bare give den lidt mere gas hvis jeg frøs. Jeg fik hjelmen på og løb afsted med cyklen ud mod cykelruten. Der var et par sving ret hurtigt i starten af ruten, så der gik lidt tid inden jeg kunne snige fødderne i skoene, men derefter var det bare fladt og hurtigt hele vejen, kørte på den store klinge og de 6 mindste tandhjul på kassetten hele tiden, så det gik pænt stærkt. Og der blev kørt rigtig fint af alle, ingen lå på hjul. En enkelt deltager foran mig så ud til at få en besked fra dommeren, men det så ikke ud til at der var en straf, og det virkede rimeligt nok.

18 km er hurtigt overstået, og jeg kom ind med et split der sagde 30:25, 35,51 km/t i snit. Det er bare i orden, min cykelform har ikke været for god i lang tid, men det lugter da af noget der er lidt sjovt det dér. Godt nok var jeg blevet overhalet af nogle stykker undervejs, men det var ellers gået godt.

Jeg kom igennem skiftet uden nogen problemer, selv om jeg spildte nogen sekunder på mine lidt improviserede hurtiglukker snørrebånd og at tage solbriller på. Men man skal jo se sej ud, eller noget. Jeg kunne have være 10 sekunder hurtigere, ren gratis fart.

Nå, men jeg løb glad afsted og ramte noget der føltes som et rigtigt godt og hurtigt tempo med det samme. Ruten var en ud-hjem rute og på blandet underlag med mest fortov. Det var fint, og hele vejen igennem, også på cykelruten, var der aldrig lejlighed til at være i tvivl om noget som helst med navigationen, og det er altså rart.

Løbeturen gik rigtig godt for mig, blev dog overhalet af en ved ca. 3 km, og jeg kunne ikke hænge på, men i mål var han stadig kun 50 m foran. Og der var ingen at se bagude, så ingen grund til at spurte i mål, bare lige løbe lidt ekstra stærkt.

Den samlede tid blev 56:13, 6:27 svømning (der var et stykke fra bassinkanten til timingmåtterne), 1:04 T1, 30:25 cykling, 1:21 T2 og 16:56 løb.

Jeg er godt tilfreds, efter en vinter hvor jeg ankom til februar måned i markant dårligere form end jeg var i først på vinteren på grund af stress, med deraf følgende manglende træning og vægtforøgelse. Jeg bliver kun bedre i løbet af sæsonen, og det ser jeg meget frem til. Specielt hvad placering jeg ender på i DM Serien, jeg blev nr. 11 ud af 16 i dag. Med 7 minutter op til 1. pladsen bliver der nok ikke lige nogen podieplaceringer…