Challenge Roth 2014

Søndag den 20. Juli stillede jeg endnu en gang op i Challenge Roth, og denne gang var det selveste 30-års jubilæums udgaven, så der var lagt op til noget særligt fra Challenge. For mit eget vedkommende var mit realistiske mål at køre hurtigere end sidste år, hvor jeg kørte 10:39’13”.

Det gik ikke helt så godt som sidste år, og jeg kom i mål i tiden 13:11’47”, min langsomste Ironman nogen sinde (hidtil langsomste var min 11:31’50” debut i Rødekro i 1994). Så det var en lærerig dag.

Vi havde booket en ferielejlighed på Schloß Kornburg, en ægte middelalderborg i centrum af Kornburg, med eget køkken, karbad og det hele. Der var omkring 15 km til Roth og cirka 20 km til Hilpoltstein hvor svømmestarten gik, så det var fint.

Søndag morgen ringede vækkeuret kl. 03:30, og det var op og få ægte kaffe med koffein i, efter en 10 dages koffeinfri periode, bare for at kunne få det ekstra boost. Tror nu ikke helt det virkede, så jeg vil nok ikke gøre det igen, fordi kaffe og sår’n. Men det var en nyttig erfaring. Men at få den helt rigtige powergrød til morgenmad, sådan som jeg er vant til, var helt optimalt.

Ankom i god ro og orden til svømmestarten i Hilpoltstein, lidt før det helt store rykind, og jeg fik stillet op og checket “bike” og “after race” poserne ind og kom i våddragten i god tid inden min start i 5. heat kl. 07:05. Omkring 35-40 minutter inden min start var jeg klar og manglede bare at få trukket våddragten op og få den lynet. Jeg svingede lidt med armene og varmede let op og fandt den mentale ro og fokus der skulle til.

I dagene op til var det, baseret på komentarer fra forskellige mennesker i min omgangskreds, pludselig gået op for mig at det jeg opfatter som et egotrip jeg laver for min egen skyld i form af en ironman, rent faktisk inspirerer mange mennesker omkring mig. Jeg har egentlig altid set det som en meget selvisk ting at gøre, men det er det jo ikke kun, set i det lys.

Samtidig har jeg også gjort mig en masse tanker omkring ego og “devotion”, som det hedder i The New Tantra (TNT) parløren, efter at jeg havde modtaget det “imprint” (endnu et TNT udtryk) til en TNT fest sidste efterår. Så jeg bad til at jeg måtte få muligheden for at tjene som den bedst mulige inspiration for flest mulig på denne dag. Og som jeg stod der og bad, mærkede jeg en meget stærk energi strømme op fra jorden, gennem mine fødder og op igennem rygraden hvor det aktiverede min kundalini, og strålede ud af mit hovede og op i himlen. For en ellers lettere hårdkogt ateist som mig, var det en ret guddommelig oplevelse.

Og pludselig, på ingen tid, var det tid at komme hen i startbåsen og blive klar.

Schwimmen

Vandet var 21-22ºC, meget behageligt, og jeg fik i god ro og orden anbragt mig der hvor jeg mente det var rigtigt, ikke for langt fra de forreste, for jeg er ikke en af de langsomste i den disciplin.

Starten gik, og jeg begyndte at svømme. Vejtrækning hvert 3. tag, da jeg har kunnet konstatere at til den distance er det den optimale vejrtrækning for mig, jeg svømmer rent faktisk ikke hurtigere af at trække vejret oftere. Og samtidig svømmer jeg meget mere lige på den måde, hvilket er en stor fordel i åbent vand.

Jeg havde en rigtig god svømning, med en følelse af velvilje til mine “konkurrenter”, ikke den sædvanlige lidt mere aggressive attitude jeg tidligere har haft. Det var dejligt. Smilede lidt af en jeg skulle til at overhale som svømmede vildt skævt, hun drejede nærmest i en cirkel med en radius under 10 m, og kiggede så op og så helt desorienteret ud fordi hun næsten havde kurs mod den modsatte bred på det tidspunkt.

Det var en god svømning, velfokuseret hele vejen, en positiv oplevelse. Tiden blev 01:05’16”, ganske fint, og helt som forventet.

Færdig med 3800 m svømningen på 01:05’16”

Wechselzone 1

Jeg kom op af vandet og fandt min bike bag nemt og hurtigt, desværre stod den ret tæt på exit fra vandet, så jeg nåede ikke at få armene helt ud af våddragten inden jeg nåede frem til den, så det var ikke helt optimalt, men jeg følte heller ikke det store stress. Ind i teltet og få smidt våddragten, men en hjælper tog fra og hjalp med at få tingene smidt i posen. Jeg havde selvfølgelig cykeltøjet, trishorts og en Fusion Speed Top, på under våddragten, så det var hurtigt at komme videre ud til cyklen, med et smil og et “Danke” til hende der havde hjulpet mig, og tog posen for mig.

Jeg fandt cyklen uden problemer, hvilket ikke altid er givet i en skiftezone med over 3500 cykler i, men jeg havde gået turen et par gange, og vidste hvad jeg skulle kigge efter, og hvor. På cyklen lå hjelm og nummer klar til at tage på, og skoene sad på pedalerne, desværre uden elastikker på, for dem havde jeg glemt. Men det gjorde ikke så meget.

Radfahren

Jeg fandt lynhurtigt en god rytme på cyklen, og tog mig god tid til at komme i skoene, der er alligevel lidt for mange sving og lidt for lidt plads på den første ½ km, så ingen grund til at tage chancer, bare jeg var i skoene inden der skulle drejes fra efter broen og det gik nedad, hurtigt.

Jeg var virkelig godt tilpas, og rullede bare afsted med en god følelse hele vejen igennem. Det var dejligt at se hele ruten igen, for der er virkelig smukt nede i Bayern, og alle kørte rimeligt pænt, der var ikke nogen felter at se det første stykke tid, men masser af dommere på motorcykler, “kampfrichter” som der stod på deres veste. Jeg elsker det udtryk.

Cykelruten er 2 runder + et lille stykke ekstra ind til “Wechselzone 2” i Roth.

Så det var bare på cruise control sydpå ned mod Greding og den dejlige bakke der er der, rutens klart hårdeste stigning, som jeg kom op ad i fin stil. Efter den bakke er der et fladt stykke, så man får ikke hvilet før et par km senere, hvor rutens største nedkørsel så kommer, og det er jo som altid en fest. Og lige som sidste år overhalede jeg nok over 10 andre, bare ved at rulle afslappet ned ad bakken og gøre mig så lille og aerodynamisk som muligt, køre med god og hurtig teknik gennem svingene og accellerere rimeligt op i fart efter hvert sving. Og så hjalp det også at de bløde kurver i bunden af bakken var velkendte for mig, og selv om de virker skarpe når man kommer flyvende med 60 km/t vidste jeg at det var helt fint at blive liggende i bøjlen hele vejen igennem. Det kan man bare ikke se at man kan for træerne i vejkanten, så det skal man vide på forhånd. Så det er gratis fart. Det bedste jeg ved.

Under cyklingen, da alt stadig var godt

Omkring 70 km møder man Solarer Berg, det vildeste sted i triathlon. Det er ikke fordi det er en vildt hård bakke, vi har mange her omkring Randers der er værre, men man kommer ind i Hilpoltstein og til en sektion af vejen hvor der er afspærret helt, midt i en kæmpe byfest med et par tusind mennesker og høj musik. Efter et par 100 m på den måde hører afspærringen op, og tilskuerne står helt tæt på, der er kun en enkelt meter frit at køre op på, og der bliver jublet, heppet og festet igennem hele vejen. Det er meget svært at moderere farten med den slags opbakning! Helt igennem fantastisk. Alene den oplevelse er hele turen værd, og man får den 1 gang per runde.

Jeg kørte med min egen 7% blanding af honning i vand + noget himalaya salt, og havde aftalt med Lis at hun skulle stå med 3 friske flasker til mig ved depotet lige før 90 km, og det virkede perfekt da jeg kom dertil. Stoppede hurtigt op, 2 sekunder, og så afsted igen. Perfekt.

Anden runde startede fint, turen op ad bakken i Greding var lidt hårdere anden gang, men gik fint, og nedkørslen senere gik også fint, igen overhalede jeg en masse der, men så var det positive også slut et par km senere.

Omkring 130 km inde i cykelruten rejste jeg mig lige op for at træde lidt til op ad en lille bakke, og bang, et let bid af begyndende krampe i begge lårmuskler efter tur. Damn! Jeg har aldrig før fået krampe på den måde, får i det hele taget kun sjældent krampe, i det hele taget, og normalt kun når jeg træner med virkelig høj intensitet, når jeg ikke helt er vant til det. Så der var store udråbstegn i mine tanker.

Løsningen blev at jeg var varsom med ikke at strække benene helt når jeg stod op på bakker, og endelig ikke presse hårdt på. På de flade stykker måtte jeg også undlade at bruge bøjlen, for det gjorde det også værre. Så kun når det gik ned ad bakke kunne jeg køre ordentligt, men kun træde let. Og sådan gik de sidste 50 km af cykelturen — langsomt. Jeg måtte passe virkelig meget på sidste gang op ad Solarerberg, og også et par andre bakker.

Jeg trøstede mig med at det altid er bedre når man kommer af cyklen og kan løbe, og det så jeg frem til.

Det tog 05:47’14” at komme gennem cyklingen, egentlig ikke så skidt igen, alt taget i betragtning.

Wechselzone 2

Jeg var meget glad for at se skiltet med 500 m til skiftet, og kom ud af skoene og afleverede cyklen til en hjælper og gik og joggede hen i skifteteltet, og fik min skiftepose af en hjælper undervejs. I teltet var der også en hjælper der hjalp med at få ting ud af posen med løbetøj, og hjalp mig med at få det på, og samtidig smed cykeltingen i posen og skaffede den af vejen. Super hjælp. Endelig fik jeg en omgang solcreme på og kom afsted.

Laufen

Løb var ikke godt, ingen bedring i forhold til cyklingen. Stadig ansats til kramper og jeg kunne ikke løbe kontinuert, og havde meget en “fuck it all” attitude en periode. Gik meget af de første par km, indtil jeg besluttede mig til at bruge min Garmin’s Run:Walk timer så jeg kunne løbe 1 minut og gå 2 minutter. Og det virkede. I kombination med at jeg tog salte TUC kiks i depoterne med vandmelon, vand og cola til, fik jeg det gradvist bedre, så ved 15 km skiftede jeg over til 1 minut løb, 1 minut gang. Lidt hårdere, men det gik, uden kramper.

Jeg prisede mig lykkelig for at jeg ikke var faldet for fristelsen til at udgå på de første km løb, selv om det havde været nemt. Men jeg kunne jo stadig bevæge mig fremad under egen kraft, og kunne jo regne ud at selv om jeg så gik langsomt hele vejen ville jeg stadig nå under tidsgrænsen på 15:00.

Damage control. Det var mottoet for hele turen.

Godt halvvejs på marathonen

Omkring 24 km stod Lis så, og hun fik en krammer og en kort opsummering af det hele, men jeg var ved nogenlunde godt mod på det tidspunkt, og havde løbet og gået i et 1:1 forhold nogen tid, med godt resultat, det vil sige jeg kom fremad, og det føltes som om jeg kunne blive ved til mål.

Og lige efter gik uret dødt, ingen opdateringer på displayet, og Run:Walk timeren bippede på tilsyneladende vilkårlige tidspunkter. Mystisk. Men jeg besluttede, på baggrund af den første optimisme på hele løbeturen, at så kunne jeg da også bare løbe til jeg syntes det var nok, og så gå 100 skridt, det tager nemlig ca. 45-50 sekunder, og så løbe igen. Hvor svært kunne det lige være?

Og det gik meget godt et par løbeintervaller, men så kom fornemmelsen af kommende kramper igen, med fornyet styrke. Og lige dér knækkede jeg, psykisk, og besluttede at jeg vist bare måtte gå resten af vejen, jeg havde jo tid nok, og så gemme det løb der var tilbage i benene til de sidste 2-3 km ind gennem Roth til mållinien.

Lige før det sidste vendepunkt på turen begyndte det at regne, og der var lidt torden-bulder og -brag i det fjerne. Det var så dejligt, og meget opmuntrende, at se at langt de fleste tilskuere ignorerede regnen og blev ude. Små børn løb rundt og samlede bægre og svampe op, og det var i det hele taget ret hyggeligt at opleve løbet på en mere afslappende måde, som man nu gør når man er nede at gå, og egentlig har resigneret.

Ind imellem var der tilskuere der heppede ekstra ihærdigt, og så gav jeg dem da lige lidt løb i omkring 100 m til gengæld, men ellers travede jeg bare afsted. Et virkeligt lyspunkt var et depot omkring 36 km hvor de havde Erdinger Alkoholfrei, en sand gudedrik. Der var også citronbåde et par steder, en kærkommen afveksling fra alt det søde.

Da turen gik gennem Roths gader den sidste del, løb jeg det meste af tiden igen, men med ret mange gå-pauser, og først da jeg nåede de sidste 300-400 m besluttede jeg at løbe hele resten af vejen. Og endelig kom jeg i mål efter 06:12’20” på løberuten, 13:11’47” i alt.

Jeg tror mit ansigtsudtryk på målfotoet siger en hel del.

Målfoto efter Challenge Roth 2014 strabadserne — mit ansigtsudtryk siger vist det hele…

Det var i hvert fald dejligt at komme i mål, selv om jeg ikke følte den store tilfredshed med resultatet, så var jeg meget stolt af — og glad for — at jeg havde gennemført. “Death before DNF” som en graffiti på vejen i starten af løberuten havde sagt. Og sådan er det, kun fare for permanent skade eller akut bevidstløshed/død er gyldig grund til at udgå.

Konklusion

“Careful what you pray for.” Det kunne i hvert fald være en konklusion.

Det blev på mange måder en langt mere storslået oplevelse, netop fordi det slet ikke gik som jeg havde regnet med. Der er meget inspiration at hente i det, i hvert fald for mig selv, og jeg håber da også for andre.

Jeg vil også gerne skrive noget om hvad det er jeg tror jeg har lært, og det jeg tror er grundene til at det gik så galt, men denne post er vist lang nok allerede, så det bliver en anden dag.