Challenge Roth 2013 Redux

Det er nu 9 dage siden jeg kørte Challenge Roth, og jeg er forkølet og har ondt i halsen. Trælst, men ret normalt.

Som altid efter at have nået så stort et mål står man lidt rådvild bagefter og ved ikke helt hvad man skal gøre af sig selv. Det har endda et navn: “Post-ironman Depression”, og ud over at slappe af, er den bedste kur et nyt mål og at komme tilbage til træningen.

Så jeg har nu meldt mig til Challenge Roth 2014, og om nogle uger skal jeg have en snak med en potentiel coach. Så næste sæson er godt på vej, og målet er, igen, at køre under 10 timer. Jeg ved jeg kan, men jeg ved også jeg har brug for en coach til at hjælpe mig med det.

Jeg har overhovedet ikke trænet siden Roth. Den første uge efter var der intet drive til det overhovedet. I søndags ville jeg gerne have trillet en tur på cyklen, men så knækkede jeg carbon frontpladen på frempinden da jeg skulle skrue den fast. Nedtur. Så der skal lige skaffes en ny frempind. Jeg gider nemlig ikke rigtig triatlon cyklen for tiden…

Siden starten af April har jeg været småskadet i højre skulder, så nu hvor jeg er ovre Roth vil jeg helt lade være at svømme i en måneds tid, så det kan få helt ro til at gå væk. Og mine ben er stadig ret trætte, og jeg har ikke rigtig lyst til at løbe på dem. Så cykling er det eneste jeg har tænkt mig at gøre den næste uges tid.

I aftes begyndte jeg at se grundigt på resultaterne. De er egentlig meget opmuntrende, i betragtning af at jeg var langt fra i god form.

Grafisk fremstilling af Challenge Roth 2013 split tider

Klik på billedet for fuld størrelse. Det var iøvrigt i Greding, det sydligste punkt på cykelruten, vi boede. Smukt og dejligt sted.

Når jeg ser på tiderne var jeg nr. 775 ud af de næsten 3500 der deltog. 615 i svømningen, 348 i 1. skift, 938 i cykling, 847 i 2. skift, 917 i løb. Så stærkest i svømningen, og god balance mellem cykling og løb. Det har ikke altid været sådan, jeg plejede at være stærkest på cyklen, så det er jo fint. Og at være så stærk på svømningen med de problemer jeg har haft der, er vist bare helt OK.

I min aldersgruppe M40-44, blev jeg nr. 183 ud af 551, eller top-33%. I forhold til totalt hvor jeg blev top-22%. Der er hårdere konkurrence i min aldersgruppe end gennemsnittet.

Den langsomste del af cykelturen fra 120 til 153 km lå jeg under 30 km/t i snit, men det passede også med at det var på anden omgang hvor jeg var træt og ikke helt kunne holde ud at ligge nede på triatlon-styret så godt, og det var blæst lidt op og det var modvind på det stykke. Så min kørestilling på cyklen er værd at arbejde på, jeg skal kunne holde den hele vejen. Også bare generel fitness på cyklen ville hjælpe, for jeg er ret sikker på at det ikke kun var vinden der gjorde det langsommere, jeg trådte heller ikke lige så hårdt hen mod slutningen.

Pulsen var 155 og 154 i snit for segmentet på henholdsvis 1. og 2. omgang, men gennemsnitshastigheden varierede med 2 km/t, og første gang op ad bakken ud af Greding kørte jeg op med omkring 1000 højde-m/time, anden gang var jeg under 900 højde-m/time. Så jeg var træt, og jeg burde have været lidt friskere på det tidspunkt for at få en lidt bedre cykeltid, og, i endnu højere grad, bedre løbetid.

Løbeturen var forudsigeligt hurtig i starten. Følelsen af at komme af cyklen og blive rettet ud og komme i gang med at løbe er altid fantastisk, og det afspejlede mit tempo, 5’12”/km ved puls 159 den første time. Det ville godtnok være fedt at kunne holde.

Første halvdel af løbeturen løb jeg med 5’32”/km, puls 158. Anden halvdel med 6’09”/km, puls 152.

Der er to ting i det. Den ene er at jeg skulle have løbet lidt langsommere i starten, det tror jeg havde givet en lidt hurtigere tid, men jeg tror at jeg i højere grad kunne trænge til bare at være mere fit.

Man kan dybest set ikke være veltrænet til en ironman, det er den for lang til, man vil altid være lidt undertrænet, uanset. Men jeg var helt klart for undertrænet, og så går man uvægerligt stille og roligt i stå hen mod slutningen.

Så der er meget at arbejde på. Og nu kender jeg ruten dernede ret godt, så jeg kan gøre det bedre alene af den grund næste år.

Jeg glæder mig allerede.