Challenge Roth 2013

Søndag den 14. Juli var dagen hvor jeg gjorde come-back på ironman distancen efter 16 års fravær. Og sikken fantastisk oplevelse det var.

Den super korte version: Jeg kom i mål i tiden 10:39’13”, og havde undervejs oplevet alle de kriser og ting som man skal i en ironman. Jeg fik alt hvad jeg kom efter, og en tid jeg var tilfreds med, jeg kunne ikke have gjort det bedre med den form jeg havde, og kunne ikke have ønsket mig mere af oplevelsen. Se billederne på Flickr og split-tider i detaljer.

Og nu til tl;dr versionen: Uret ringede klokken 03:29, og jeg stod op og smurte et lag solcreme mere på, ovenpå det fra aftenen før, mens Maria lige fik et kvarter mere på øjet. Jeg tog cykel-tøjet på med det samme: Fusion Tri Power tight, Garmin pulsbælte, Fusion Speed Top og CEP Calf Sleeves.

Vi var ikke de eneste triatleter på hotellet, så de serverede morgenmad kl 04:00 den morgen — det var genialt, det gjorde min morgen meget lettere, i stedet for selv at skulle organisere noget.

Afgang 04:30 fra Greding mod svømmestarten lige nord for Hilpoltstein, jeg kørte bilen mens Maria fik lidt mere tid til at sidde og vågne. Der var trafikkaos, men heldigvis masser af parkeringspladser på en mark, og det så ud til de blev brugt, til €2/stk.

Der var lidt over en km hen til starten fra parkeringspladsen, men klokken var lidt i 5 da vi ankom, så ingen hast, mit heat startede kl. 07:15 …

Posen med cykelgrej skulle placeres, men da jeg havde alt tøjet på under våddragten, og hjelmen samt sko på cyklen, var den tom, og skulle bare bruges til at smide våddragten i. Derudover skulle posen med after race tøj også afleveres inden starten.

Jeg tog mine sager med mig og hen til cyklen for at pumpe ringene, men havde så kolde og våde fingre at jeg ikke kune åbne ventilen på bag-ringen, og var nødt til at få en til at hjælpe. Jeg fik pumpet ringene til 9 bar bagpå, 8,6 bar foran og det var det. Hen og aflevere pumpen og et par andre småting til Maria så hun kunne komme væk fra startområdet inden der blev lukket, for ellers måtte hun være blevet hængende til kl. 11, og kunne ikke nå til bakken ud af Greding og heppe på mig som vi havde aftalt.

Næsten 2 timer til start, masser af tid. Jeg kom på toilet, fik våddragt på, afleveret after race posen og var helt klar næsten 40 minutter før start, så sad bare og tænkte det hele igennem og slappede af, checkede multi-sport indstillingerne på Garminen og havde det fint.

Jeg var aldrig nervøs inden start, spændt, ja, men ikke nervøs. Jeg var aldrig i tvivl, vidste hele tiden hvad jeg skulle.

Schwimmen

Jeg kom i vandet et par minutter inden start, fik placeret mig godt fremme, ventede lidt, og så gik starten.

Himlen var smuk blå og skyfri, græsset og træerne grønne, vandet var lige over 22ºC og lettere grumset med omkring 1 m sigtbarhed, det var næsten helt vindstille, og der svævede varmluftballoner rundt over Main-Donau-kanalen hvor vi svømmede. Der var tæt af tilskuere på bredderne og den bro vi smømmede under hen mod slutningen.

Det var fantastisk.

Jeg kan huske jeg så op på den Erdinger Alkoholfrei ballon der hang oppe i himlen og tænkte frem til mål hvor jeg ville have sådan en. Der var lang tid til.

Svømningen var god og kedelig, ikke så meget at berette, og da vi svømmede i en ca. 50 m bred kanal var navigationen super nem. Det tog 1:06’ for de 3800 m, præcis som jeg havde forventet. Jeg har været småskadet i højre skulder i over 3 måneder, så min svømmetræning har været kraftigt reduceret.

Wechsel Zone 1

Dagens første skift forløb fint. Der var en betonrampe man skulle op ad, og noget trængsel, specielt fordi der stod en masse der hjalp folk op ad vandet, men jeg havde helst været foruden, de var mest i vejen for mig, og jeg var tvunget til at gå på bunden allerede i vand til livet. Jeg plejer ikke at stå op før mine hænder rammer bunden, det er hurtigst.

Jeg kom op og fik lynet våddragten op og fandt min pose. I skifteteltet var der en hjælper der stod klar til mig og hjalp med at få våddragt, badehætte, ørepropper og svømmebriller i posen og få den lagt til side, så jeg skulle bare koncentrere mig om at komme videre. Keine problem.

Jeg havde gået turen i skiftezonen et par gange, så jeg vidste præcis hvor jeg skulle dreje henad for at finde cyklen, det var super nemt.

Fik taget nummerbæltet og hjelm på, og så trak jeg afsted ud mod startlinien for cykling.

Radfahren

Der var trængsel i starten af cyklingen, men jeg kom fint i gang og hurtigt i skoene og så var det ellers bare at køre.

Jeg kom hurtigt ind i en god rytme, og koncentrerede mig meget om at holde pulsen nede og altid holde 10 m afstand til den foranliggende, eller lave rene overhalinger. Det er altid lidt svært i starten da der er mange på ruten dér.

Cykelruten i Roth er præget af mange stigninger, og mange lange stykker hvor det går let nedad, så selv om der ifølge TrainingPeaks’ GPS korrektion er 1665 højde-meter på ruten, så er den virkelig hurtig. Giv den lidt gas på stigningerne, hold pulsen lav og farten høj på de lange lette stykker, og så går det godt.

De første 30-40 km blev jeg passeret af 2 større grupper der helt klart lå og draftede, og hver gang satte jeg mig bare op og trådte let og drak lidt mens de passerede, og hver gang kom der dommere forbi kort efter på motorcykler, og anden gang var gruppen kun 100 m foran mig og jeg kunne høre dommeren brugte fløjten flittigt, til min store tilfredshed.

Dommerne var i det hele taget meget synlige, specielt de første 60-70 km, det var jeg rigtig glad for.

I det hele taget kørte jeg efter en taktik hvor jeg hver gang jeg kunne vælge om jeg ville give den lidt ekstra gas eller slappe lidt ekstra af, altid valgte det sidste, uanset om det var terrænet eller for at undgå at ligge på hjul.

Jeg kørte hele ruten på den store klinge, på nær stigningen ud af Greding, bare 200 m fra vores hotel, det var den største stigning på ruten med lidt over 100 højde-meter og omkring 10% stigning det første par hundrede meter, og der var rigtig mange tilskuere der holdt fest og en DJ til at holde det hele i kog. Det var fedt.

Det var også det generelle tema på hele cykelruten, det føltes som at køre igennem en lang række af byfester hele vejen, der var alt fra techno beats til schlager musik på turen, nogle stedet med cheer leaders, og stemningen var en hel oplevelse i sig selv.

Folk i byerne sad ved borde og drak øl og kiggede på, børnene stod og forsøgte at lokke high-fives ud af de forbipasserende triathleter, men jeg fandt ud af det gør ret ondt med over 30 km/t, så det holdt jeg hurtigt op med…

I slutningen af den første af de 2 omgange på cykelruten, på vej ud af Hilpoltstein, kommer man så op ad Solarer Berg første gang — og jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Man drejer ind ad en vej og kan så se nogle hundrede meter frem hvor der er afspærret og fuldkommen tæt af mennesker over det hele, og man kan lige se hvor afspærringen stopper, og der fra er det bare et hav af mennesker man skal op igennem hvor bakken forsvinder op i træerne. Det er simpelthen fantastisk. Ren Tour de France bjergenkeltstart. Bortset fra det bare er en let lille stigning.

Første gang op kom jeg til at sidde bag en lidt tung dame der kørte virkelig langsomt, så det var temmelig afslappet. Anden gang kørte jeg lidt mere agressivt og fik placeret mig bedre, så der fik jeg kørt mit eget tempo op. Meget bedre. Det er nemlig umuligt at overhale i menneskehavet.

Det første par timer på turen var det praktisk talt vindstille, men på anden omgang var der 2-3 m/s vind, og det kunne godt mærkes lidt. Anden omgang var omkring 6 minutter langsommere end den første.

Delvis på grund af vinden, delvis på grund af at jeg ikke helt har fået kørestillingen på plads på cyklen, så jeg kunne ikke være aero så meget jeg gerne ville på den sidste del, og netop der var der de mest åbne stykker med modvind. Det koster.

Jeg fik drejet korrekt af rundstrækningen i Eckersmühlen og kørte de sidste km ind mod Roth og glædede mig til at komme af cyklen og ud at løbe.

Wechsel Zone 2

Jeg kom ud af skoene på cyklen og hoppede af og overlod cyklen til en af de hjælpere der stod klar til det, så jeg bare kunne koncentrere mig om at løbe videre. God service.

Benene var totalt stive, og jeg løb tungt på hælen i bare fødder de første 20 skridt eller der omkring, inden min motorik fik taget sig sammen og fandt det normale bevægelsesmønster.

Der var super service i skiftezonen igen, en hjælper spottede mit nummer, og fandt min pose for mig, efter at jeg selv have fundet den forkerte — jeg kunne ikke huske mit nummer (1762, ikke 1672). Jeg løb ind i skifteteltet, en hjælper tog min pose og fandt en plads på en bænk til mig, hjalp med at få løbegrejet ud og gav mig kasketten på som jeg så var nødt til at tage af igen, fordi jeg skulle have min Speed Top af inden og så have min Fusion Tri Top over hovedet. Jeg fik strømper og sko på, og tog mod tilbuddet om solcreme, og så af sted.

Utroligt dejligt med så god hjælp. Jeg gjorde mig umage med at få sagt “danke” til alle.

Jeg glemte alt om at trykke mellemtider ind, så det var først efter jeg havde fået løbeskoene på jeg fik lavet en ganske kort mellemtid.

Laufen

Som altid var det utroligt dejligt at komme ud at løbe efter så mange timer på cyklen.

I starten løb jeg 5’05”-5’10”/km med dejlig lav puls, fuldkommen kontrolleret og komfortablet, og jeg havde vilde fantasier om en sub-4:40’ marathon tid … men sådan gik det naturligvis ikke.

Løberuten er en kringlet affære, præget af lange flade stykker langs Main-Donau-Kanalen, med afstikkere ind i nogle byer og noget skov indimellem, og der er lidt bakker på turen, depoter med vand, cola, svampe, og vandmelon, nogen gange. Der var også gels og en isotonisk energidrik at få, men det havde jeg fået nok af på cykelturen. Jeg løb på cola og vand med lejlighedsmæssig vandmelon når jeg følte for det.

Og så masser af svampe, så jeg konstant var kølet godt ned i varmen. Det var vist over 25ºC, så det kunne have været kritisk, men jeg følte mig aldrig det mindste plaget. Tror jeg kunne have løbet fint under de betingelser med op til 30ºC hvis det skulle være. Rimeligt meget optur, for jeg havde været bekymret for varmen, men det var der ingen grund til.

Der var flere gange på ruten steder med fest, DJ’s og cheer leaders, så der var lidt at se på, men samtidig var der også flere km lange stræk langs kanalen hvor der intet skete. Det var godt med den vekselvirkning.

Mine Hoka One One sko virkede godt på trætte ironman ben. Specielt ned ad bakke er skoenes mere end 20 mm PU skum en stor hjælp i slutningen af et ironman marathon, kombineret med deres kun 4 mm drop fra hæl til forfod så man kan løbe nogenlunde naturligt. Eller, i hvert fald så naturligt som løb nogensinde kan blive efter så mange timer.

Jeg gik i depoterne for at få drukket nok, men begyndte at tage små gå-pauser imellem depoterne også, og min regel var at jeg skulle gå 100 skridt, hurtigt, og så i gang med at løbe igen. Det var nogle gode hvil for smadrede muskler, men hårdt at komme i gang igen, hver gang.

På et eller andet tidspunkt fandt jeg på, at når jeg skulle i gang igen, skulle bruge “Fuck it! Fuck it! Fuck it! Run!”, sagt med progressivt mere og mere følelse, og så løbe, efter de 100 skridt. Det virkede ret godt. Lige ind til jeg med omkring 8 km igen havde svært ved at finde ud af at tælle. Jeg havde lidt krise.

Man kan da også se at fra 28-40 km var mit pace langsommere end 6’00”/km, og sådan er det bare. Jeg kunne virkelig ikke klare mere, og det var bare at hænge i og komme i mål.

Jeg trak mig bare mere og mere ind i “the pain cave”, et mørkt, varmt blodrødt sted fyldt med smerte og lidelse, og en stålsat vilje der holdt mig fast og fokuseret, lige dér hvor man skal være. Jeg gravede mig dybt ned i følelsen og var aldrig nogensinde fristet til at udgå, for den eneste måde jeg kunne få det til at stoppe var at komme i mål, andre muligheder eksisterede ikke i min bevidsthed. Dér var jeg nok fra omkring 25 km mærket og frem til mål.

Det var perfekt, og rent psykologisk kunne jeg ikke have gjort det bedre. Jeg fik udnyttet det jeg havde, form-mæssigt, helt optimalt, og der var bare ikke mere at gøre med. Og det er jeg utroligt godt tilfreds med.

Ziel

Det sidste par km ind mod mål var igennem Roth by. Der var fest et par steder, og jeg kravlede langsomt ud af min hule og fik tempoet lidt op, mens jeg bare glædede mig til mål. Følte det var meget langt, for jeg var desorienteret og kunne ikke helt finde ud af hvor langt der var tilbage.

Men endlig kom triatlon parken, og de sidste par hundrede meter ind mellem tribuner, bannere og folk. Jeg nåede lige at spotte Maria inden jeg nåede hen til det sidste par 90º sving, og så i mål. Huskede lige at fejre lidt, men var så komplet færdig jeg ikke rigtig fik gjort så meget ud af det.

I mål var jeg komplet overvældet, det prikkede i mine fingre og jeg kunne svagt huske noget om at det betød noget, men ikke hvad (kan være lavt blodtryk, men ikke noget farligt). Jeg prøvede at sige det til hende der støttede mig hen i finisher teltet, men jeg kunne ikke helt finde ud af at tale et stykke tid, sagde bare lyde — men fik så sagt det, men hun viste mig bare videre hen mod samaritterne.

Jeg gik hen og kikkede mig rundt og var helt ude af den. Stillede mig op af et eller andet og stod og bare hulkede lidt, inden jeg så, med megen møje og besvær fik sat mig ned og slappede af.

Da jeg skulle op igen måtte jeg få en til at hjælpe mig, kunne ikke komme op at stå selv, og gik hen og fik snakket med en læge om mine prikkende fingre, og han sagde jeg måtte få spist og drukket lidt, og tage et bad, for de havde meget travlt og havde ikke tid til at se på mig. Det var OK, det var jo ikke alvorligt, og jeg gjorde som han sagde. Der var super god forplejning i teltet, og jeg fik også min Erdinger Alholholfrei. Den smagte himmelsk.

Lige pludselig kom der en hen til mig og sagde “Godt klaret, Morten”, og jeg kiggede op og var komplet rundt på gulvet, for jeg anede ikke hvem det var. Han havde selvfølgelig bare set mit navn og Dannebrog på mit løbsnummer og taget den der fra, men det fattede jeg slet ikke, så efter 10 sekunder fik jeg sagt “Hvem er du?”, og så forklarede han det. Det var Martin Melcher der også havde kørt et godt løb og var startet i et lidt tidligere heat.

Jeg kom i bad og fik fuld kompression på benene, og så var jeg faktisk nogenlunde OK, så jeg gik ud og fandt Maria.

Jeg ville selvfølgelig gerne have været i bedre form så jeg kunne have været hurtigere, men på dagen er det ligegyldigt, man kan ikke bruge den slags tanker til noget. Man har det at skyde med man nu har, og så er det bare at gøre det, og eksekvere det optimale race. Og det gjorde jeg.

Fantastisk oplevelse. Det bedste, og største, triatlon arrangement jeg har oplevet. Ekstremt anbefalelsesværdigt.